Julehilsen fra bestyrelsen

af Jeppe Egendal 22. december 2017 17:35

Tak for et godt 2017 med høj dykkeraktivitet, spændende ture og hyggelige stunder i klubben.

Kvak er en af de mere aktive og større dykkerklubber i Aarhus og det er vi stolte af.

Vi har gennemført flere uddannelsesforløb i årets løb. Været på dykkerture til Norge, Tyskland og rundt i Danmark. Vi har gennemført nytårdyk, fastelavn, filmaftener, ølsmagninger, julefrokost, oprydning og indretning i bådhallen m.m. Vi har fået repareret og vedligeholdt vores udstyr, så vi kan dykke sikkert og uden tekniske problemer.

Vi har også fået en del nye medlemmer – velkommen til dem. Vi har også sagt farvel til gamle medlemmer, bl.a. Uffe Mulvad, som forfølger sine filmdrømme i Norge. Vi ønsker Uffe held og lykke med karrieren.

I det nye år skulle der gerne ske endnu mere. Allerede nu er der planlagt dykkerture til bl.a. Kreidesee i Tyskland, til Stavanger i Norge og til Malta og du kan stadig nå at tilmelde dig, hvis du vil med. Ud over det, vil der komme dykkerture herhjemme – og husk, at alle medlemmer kan slå ture og aktiviteter op på klubbens hjemmeside, hvis du har en god idé eller et dykkersted du gerne vil prøve.

Og når vi nu taler om hjemmesiden – så husk at opdatere dine oplysninger under ”min profil”. Så har du fået nyt telefonnummer, ny mailadresse eller et nyt dykkercertifikater - så opdater lige din profil.

2018 starter vanen tro med nytårsdyk den 6. januar. Månedens øl den 8. januar efter årets første bestyrelsesmøde. Der er turplanlægning den 22. januar for de der har tilmeldt sig udlandsturene, men du er også velkommen til at deltage, hvis du stadig overvejer om du skal med. Den 10. februar slår vi som altid katten af tønden i havnebassinet, så find våddragter frem og i vandet til en sjov dag - tilmelding på hjemmesiden.

 

God jul og godt nytår.


 

Tags:

Kategorier:

Powered by BlogEngine.NET 2.5.0.6
Modified for Kvak by Michlenborg