Tag cloud

Tidligere indlæg

 

Dykkertur til Stavanger 25.-29. april 2018

af Rikke Ravnemose 1. maj 2018 20:35

Turens deltagere bestod af tre rutinerede dykkere, Mette, Michael og Claus og tre nybegyndere med et års erfaring, Lars Løvgreen, Rikke- og Lars Ravnemose. Det var en super tur, hvor de nye dykkere fik store oplevelser og udfordringer og de erfarne fik genset nogle flotte vrag og dykkersteder.

Dag 1 - Afgang fra Århus i to biler med trailere og Kvaks store båd. Færge fra Hirtshals til Stavanger. Gode jomfruhummere på færgen.

Dag 2 – Tidlig ankomst til Stavanger og morgenmad i vores dejlige hus med havn lige nedenfor, spa på terrassen, udsigt til lille vig og Stavanger. Formiddagsdyk ved nærliggende ø langs klippevæg i en lille vig. Her fik vi indsamlet kammuslinger til aftensmaden. Eftermiddagsdyk i søgning efter et gammelt folkevognsrugbrød, som desværre er opløst og fuldstændig væk (det var ikke fordi vi ikke kunne finde det). Blev dog til en flot tur langs ny klippevæg. Om aftenen kammuslinger fra en anden verden… fantastisk. Tur i spa på terrassen, lidt rødvin og en lille quiz, så er man færdig!

Dag 3 – Bådtur ind mod Stavanger. To dyk ved det flotte vrag Nesodtangen. En spændende udfordring for nogle, et glædelig gensyn for andre. Nogen skulle lige have styr på opstigning fra dybet! Der var også plads til dyk langs de lodrette klippevægge med flot dyre- og planteliv. Det blev ikke til natdyk, men der var lige et par stykker i selskabet som ville prøve det ”kolde gys” uden dragt… meget friskt!  

Dag 4 – Sidste dag i Stavanger med et afsluttende dyk på vraget Nesodtangen, stadig fantastisk og nu også med formandens batteri fuldt opladet. Afgang om aftenen med færgen mod Hirtshals, og videre mod Århus på dag 5.

Tusind tak for en fantastisk tur med masser af oplevelser, hygge, grin og røverhistorier. Tak til arrangører, kokke og folk som har udlånt flasker. Til sidst lidt tal til de nørdede – lufttemperatur ca. 8-10 grader, vandtemperatur ca. 6-8 grader og vraget Nesodtangen som ligger på 37-48 meter gik ned i 1975.

Tags:

Kategorier: Beretning

Powered by BlogEngine.NET 2.5.0.6
Modified for Kvak by Michlenborg